Lytterundernes magi
Erfaringer fra mine Mikrosaloner om Afmagt & Håb
De seneste måneder har jeg som salonniére ved en stribe Mikrosaloner om Afmagt og Håb rejst landet rundt. Fra en gammel gård i Humble på Langeland til en funky lejlighed i en gammel industribygning i Københavns Nordvestkvarter. Fra Kongens Kammer i Viborg hvor Christian den 3. holdt nogle af sine afgørende møder til kunstnerfællesskabet Værkstedet K3 i Klitmøller. Fra MAMO - Museet for Andre Menneskers Overskud på Vesterbro til et vildt sanseligt privat hjem i Helsingør. Fra Jan Rasmussens tegnestue på Nørrebro, der for mig er det troldmandens værksted hvor en lang række af vores bøger og samtalespil er blevet skabt, til mit eget hjem i skoven i Kerteminde.
I alt har 15 grupper a 4-5 personer deltaget i denne første sæson af mikrosalonerne. På det personlige plan har det styrket både min tro på verden og min handlekraft at møde så mange vildt inspirerende - og meget forskellige . mennesker rundt om i landet. Og at mærke deres handlekraft og iderigdom. Samtidig har det været lidt af et eventyr at besøge så mange smukke kroge af Danmark.
På det mere faglige plan har jeg lært utrolig meget om samtalens kraft, gruppedynamikker og dyb lytning – bare ved stille og roligt at lytte under samtalerne i de 15 grupper. Hver samtale falder så fascinerende forskelligt ud alt efter, hvem der deltager i grupperne og hvilken rækkefølge Concopia-kortene bliver trukket i. Men én ting har de alle til fælles, der aldrig holder op med at fascinere mig: Den helt særlige magi, der opstår under lytterunderne.
Alle er selvfølgelig velkomne til at bruge Concopia-kortene på deres egen måde. De kan meget intuitivt varieres i det uendelige.
Men min absolutte yndlingsmåde at bruge kortene på er at dele deltagerne op i grupper på 4-6 personer og begynde med mindst to lytterunder, hvor kortene fungerer som en slags talking stick.
Sådan fungerer lytterunderne
Først og fremmest: Det er altid vigtigt at styre udenom de klassiske introduktionsrunder, hvor man fortæller en kort version af sit cv. Det føles hurtigt lidt stift og risikerer at fastlåse deltagerne i deres velkendte båse – og ikke mindst tager det kostbar tid.
Deltagerne er selvfølgelig meget velkomne til at dele perspektiver fra deres arbejde eller fagområde undervejs i samtalen – det skal ikke holdes hemmeligt.
Men når disse pointer kommer frem som svar på et uventet Concopia-spørgsmål, opleves de langt friskere og mere engagerende – både for gruppen og for den, der fortæller.
Start i stedet med 2 lytterunder, hvor deltagerne efter tur trækker et tilfældigt Concopia-kort og svarer på spørgsmålet i cirka tre minutter, uden afbrydelser.
De andre i gruppen lytter bare. Ingen kommentarer, ingen opfølgende spørgsmål.
Når den, der sidder med kortet, har talt ud, lægger vedkommende kortet på bordet med billedsiden opad. Herefter trækker næste deltager et nyt kort og taler også uden at blive afbrudt. Og sådan fortsætter det, indtil alle i gruppen har svaret på mindst to kort.
De fleste synes, det føles lidt mærkeligt i starten. Vi er så vant til at reagere og dele vores perspektiver med det samme. Så det kan føles nærmest unaturligt ikke at sige noget. Så der vil næsten med garanti være nogen, der udfordrer formatet og spørger, om de ikke bare må føre en almindelig samtale. Så kan du roligt sige, at de selvfølgelig fremover er velkomne til at bruge Concopia-kortene præcis, som de vil – men at denne session er en slags eksperiment og træning i dyb lytning.
Efter lidt tid bliver de fleste vilde med lytterunderne. Det skyldes en kombination af flere ting:
✦ Fordybelse og koncentration
Når man overgiver sig til lyttereglen, holder man op med selv at sidde og tænke over alle de geniale pointer man selv skal supplere med om lidt. Så lytter man i stedet koncentreret til den, der taler - og man kan heller ikke forberede sig på, hvad man selv sige bagefter, for man kender ikke spørgsmålet. Når man ikke forventes at respondere med det samme, får man desuden friheden til at hæfte sig ved præcis de pointer, man finder særligt relevante og plads til at skabe sine egne forbindelser mellem fortællingerne og pointerne. Det vækker tit nye ideer og overraskende associationer, der ikke ville være opstået, hvis man samtidig skulle forholde sig til de andres respons og spørgsmål undervejs.
✦ mulighed for at rumme vores uenigheder
I en tid, hvor mange efterhånden finder det svært at tale med nogen, de er dybt uenige med, hjælper lytterunderne os til at genoptræne vores evne til at rumme uenighederne. I almindelige samtaler risikerer vi enten at lukke ørerne eller at sidde på spring med alle vores modargumenter, når vi hører nogen sige noget, vi er uenige i. Under lytterunderne giver vi hinanden en ærlig chance for at tale ud - så vi kan få en reel forståelse af, hvorfor andre tænker, stemmer eller prioriterer, som de gør. Formålet er ikke, at vi skal blive enige - det er, at vi kan få dybere indblik i hinandens perspektiver. Samtidig er det et helt tydeligt mønster, at deltagerne i lytterunderne tør dele mere sårbare tanker, fordi der ikke er nogen risiko for, at de bliver afbrudt før de har haft en chance for at tale ud - eller straks bliver mødt med en masse modargumenter.
✦ De dybere tanker dukker op
Efter at have lyttet med i mange forskellige grupper, har jeg opdaget et overraskende mønster: det første vi siger, svarer eller fortæller er sjældent det mest interessante. Typisk begynder de dybere refleksioner og mest spændende pointer først at dukke frem efter et par minutter uden afbrydelser. Det er ikke i sig selv overraskende, at vi har brug for at tænke os lidt om. Men det er tankevækkende, hvor sjældent vi i daglig tale og samvær får mulighed for rigtigt at høre, hvad hinanden egentlig har på hjerte – simpelthen fordi vi normalt for længst har nået at afbryde hinanden.
✦ Flere stemmer kommer i spil
Når vi bruger kortene som ‘talking stick’ sikrer vi, at alle nogen lunde jævnt fordelt får ordet. Uden denne enkle struktur er der næsten altid et par stykker, der kommer til at dominere samtalen. Ikke nødvendigvis fordi de har det mest interessante at sige, men fordi de frejdigt fylder meget.
Det er meget rørende at opleve, hvad der sker, når de mere stille deltagere får plads til at dele alt det spændende, de har på hjerte, men sjældent ellers får sagt – og når de mere talende opdager, hvor meget de faktisk går glip af i deres daglige samvær.
✦ rigere krydsbestøvning
Helt lavpraktisk giver lyttereglen mulighed for, at grupperne kan nå at trække flere Concopia-kort. Hvis alle skulle reagere på hinandens svar, ville man måske kun nå 2-3 kort – for man kan snildt tale hvert kort en hel aften. Men den ægte Concopia-magi opstår, når der er tid til at bringe flere kort i spil, så man får det fulde udbytte af vekselvirkningen mellem de kort, der handler om de store samfundsdrømme, borgerlyst og verdenssituationen – og de kort, der fremkalder små hverdagsmirakler, glemte færdigheder, naturens vidundere og inspiration fra nogle af historiens skikkelser.
Efter de to første lytterunder, kan man sagtens introducere andre formater. For så er fundamentet for de virkelig gode samtaler lagt: Alle har sagt noget, de andre er nysgerriggøre efter at høre mere om og alle føler sig berigede af de andres tanker – så der er opstået en forbundethed og nysgerrighed, der sjældent er tilstede i almindelige samtaler.
Hvis du endnu ikke har prøvet det, kan jeg varmt anbefale at kaste denne concopiske fortryllelse ud over dine middage og sammenkomster 🌱