lejrskole, løvspring og fødselsdagsfejring
I dag for præcis et år siden gik jeg og ventede på, at gæsterne skulle dukke op til min 50-års fødselsdagsfejring.
De var inviteret til et 3-dages ‘lejrskole-ophold’ midt i det smukke fynske løvspring - og konceptet var, at gæsterne hver især bød ind med noget på programmet, de virkelig brændte for og gerne ville dele med alle os andre.
Programmet spændte over alt fra workshops med kartoffeltryk, papirblomstproduktion, cyantopi-tryk, en ‘Designwise’-cirkel og en ‘Strik&Skriv’ gruppe til ambitiøs fælles madlavning og kagebagning, salatceremoni, hyldesttaleproduktion (hvor gæsterne hyldende hinanden - ikke mig, dog), to små lektioner om henholdsvis ‘Holberg og kvinderne’ og den tid, vi lever i; en skattejagt i skoven; et omfattende fællessangsprogram med en af landets dygtigeste komponister ved flyglet og ‘black-out-poetry’, hvor gæsterne skulle overstrege de fleste ord i nogle af mine gamle tekster og skabe helt nye værker ud af de tilbageblivende ord. Det blev også til en kaotisk omgang lanciers i Genopbyggernes Tankekatedral. Og selvfølgelig mest af alt en masse fantastiske samtaler, der opstod spontant i mellemrummene mellem de mange programprunkter.
De tre dage er virkelig en strålende juvel i mine minders juvelskrin, og når jeg tænker tilbage på det nu, skyldes det især disse fem elementer, der på så mange måder adskiller sig fra den måde vi ellers som oftest fejrer og fester sammen på - og som jeg nu gladelig opfordrer alle andre til at lade sig inspirere af:
1) Den udfoldede tid til samvær med mine gæster
Som værtinde ved hundredevis af saloner, samtalemiddage og konferencer er det ofte en frustration, at jeg sjældent selv når at få talt ordentligt med gæsterne før de igen spredes for alle vinde. Det har jeg for længst accepteret som en del af værtskabets natur i arbejdsmæssige sammenhænge. Men til min private fødselsdagsfejring ønskede jeg mig virkelig at have god tid sammen med mine gæster og selv at kunne tage aktivt del i de bugnende program. Derfor var det virkelig rart, at alle gæsterne på hver deres vis bidrog til at få det hele til at ske. Ganske vist havde det krævet en masse planlægning i ugerne op til selve fejringen - men mens det stod på havde jeg masser af muligheder for at nyde nuet - i sikker forvisning om, at gæsterne selv havde styr på hver deres opgave. Det krævede selvfølgelig også en indre accept fra min side om, at ikke alt blev præcis som jeg selv ville have gjort det - men for mig bød det i sig selv på en masse magiske øjeblikke, fordi gæsterne ofte havde fundet på løsninger, der var meget bedre end dem, jeg selv ville have fundet på. Så det var i sig selv overraskende og glædeligt.
2) Mellemrummens magi
Det gjorde også noget saliggørende for selskabet, at alle flere gange undervejs havde mulighed for at sig lidt tilbage. Få en lur eller gå en tur… inden man vendte tilbage med fornyet energi og social iver. Jeg tror det gælder for virkelig mange af os, at vi godt lige kunne bruge lignende pusterum undervejs i en middag eller en fest, som der aldrig rigtigt er tid til eller social accept af medmindre man er ryger - men som jeg i bakspejlet kan se virkelig gjorde underværker på lejrskolen.
3) De naturlige generationsmøder
Der var det skønneste aldersspænd fra min lille niece og nevø på 5 og 8 til de af mine venner, der nu er midt i 60’erne. Det var skønt at have Otto og Solvej som medværten, da jeg bød velkommen til en samtalesalon i Genopbyggernes Tankekatedral. Jeg var vildt rørt over, at også et par mine venners børn, der nu er teenagere eller i begyndelsen af 20’erne havde prioriteret at deltage. Ovenikøbet havde to af dem påtaget sig at være mesterkokke på det vilde veganske persiske festmåltid vi spiste lørdag aften. Og jeg elskede den måde alle bare på kryds og tværs af generationerne gled ind og ud af de forskellige aktiviteter og bidrog, hvor de kunne. Ikke noget med børnebord eller ungelejr - bare helt naturligt samvær på tværs af generationerne.
4) At lave – og lære – noget sammen
Selvom jeg jo elsker gode samtaler, synes jeg også der er noget helt fantastisk ved at være sammen med mine venner om noget helt andet. At kunne være stille sammen - og ikke mindst at lave, lære og skabe noget sammen. Vores klassiske festformater favoriserer dem, der er gode til at snakke, flirte eller danse. Det var der også masser af mulighed for her. Men samlet set var variationen i de forskellige programpunkter så stor, at alle gæster undervejs helt sikkert har følt sig både på hjemmebane og på udebane. Og det synes jeg skabte en virkelig god dynamik. De mange forskellige aktiviteter undervejs gjorde også, at gæstegruppen hele tiden endte i nye konstellationer, så alle hele tiden fik flere nye pejlepunkter i selskabet. Nye brudstykker af samtaler og oplevelser at brygge videre på.
5) Glæden ved at dele det, vi virkelig brænder for
Når vi mødes, har vi en tendens til altid at spørge, hvad hinanden arbejder med. Det kan være vældig interessant, og personligt elsker jeg faktisk at tale om mit arbejde, der ligger mig meget på sinde og er vildt nysgerrig efter at høre om alle mulige fagområder og brancher. Men når vi spørger “Nå hvad laver du så?” ender vi meget ofte med kun at opleve en meget ensidig version af vores samtalepartnere - mens der kan opstå nogle helt andre gløder, når man får mulighed for at fortælle om alt det andet, man også er optaget af. I lejrskoleformatet fik gæsterne ligefrem mulighed for at udfolde det, de er optaget i deciderede workshops. Det er sjovt at lære fra sig og dele sin passion. Det er sjovt at give sig selv den udfordring at servere et vegansk persisk festmåltid. Det er sjovt at planlægge skattejagter for voksne - og for voksne at få lov at være på skattejagt.
Samlet set var det også bare helt vidunderligt med tre stort set skærmfrie dage, der samtidig var så sansemættede. Maden. Musikken. Menneskemøderne. Poesiens og naturens vidundere fik lov at fylde vores sind og give samværet og samtalerne flyvehøjde.
Og hvis du selv har lyst til at gøre noget lignende:
Jeg anbefaler meget varmt alle andre der har lyst til at ruske lidt op i de vanteomgangsformer til at lade sig inspirere af ideen. I det omfang, der nu lader sig gøre. For nu ved jeg jo godt, at der er meget priviligeret, at jeg
- bor her på vidunderligt smukke Lundsgaard Gods, hvor løvsspringet i sig selv skabte en eventyrlig ramme om det hele - og hvor der altid er plads nok til det meste - også når det regner. Men en spejderhytte eller telte i haven kunne sagtens have gjort det - og kan man ikke overskue overnatninger kan en enkelt tætpakket dag også gøre det. Det var det særlige samvær, der opstod i kraft af nærvær og det fælles nærvær, der gjorde disse dage til noget helt specielt.
- at jeg havde luft i økonomien til at kunne slå ud med armene og leje hele Lundsgaards yndige lille hotel, koncertsalen og caféen og indkøbe de betragtelige mængder mad og drikke og alle de materialer, der skulle til de forskellige workshops. Men selvom det var vidunderligt med den liflige mad og drikke kunne man sagtens have kørt den hjem med en god dhal eller - i sammenskudsgildets ånd - have bedt gæsterne medbringe noget af maden hjemmefra.
- har et veludviklet planlægningsgen, fordi jeg også professionelt så ofte planlægger meget store, komplekse arrangementer. Men i det her tilfælde kan man komme meget langt ved at tænke det hele lidt som hvis man planlægger en julefrokost: skriv alle de opgaver ned, der er brug for, at nogen påtager sig og lad så folk vælge den eller de tjanser, der passer bedst til dem og deres aktuelle overskud. Husk også oprydning med mindre du som mig synes, det faktisk er meget hyggeligt at gå og ordne næste dag, mens du marinerer alle indtrykkene. I dette konkrete tilfælde fordelte det sig helt perfekt mellem gæster, der havde gode ideer til workshops eller programpunkter - og dem, der hellere ville være på mad-, opryntnings- eller oprydningsholdet.
For selvom de eventyrlige rammer var med til at gøre det hele endnu mere magisk, er det mest af alt det fantastiske selskab, det fornyede indblik i alt det, mine venner brænder for, samværet på tværs af generationerne og sanseligheden der lyser allerklarest. Tiden. Omsorgen. Nærværet. Iderigdommene. Vor tids dyrebareste skatte, der umuligt kan købes for penge.
Og nu vil jeg åbne æsken med alle de sedler, jeg fandt under oprydningen og samlede dér og tænkte, at dem skulle jeg hygge mig med at læse, når jeg lige havde fået pustet ud… og der har de så ligget lige siden. Og nu kommer jeg til at nyde læsningen her på årsdagen: