kunsten at gøre kolibrier kæmpestore
Første gang jeg oplevede Jytte Abildstrøm live var, da jeg så en af hendes forestillinger sammen med min børnehaveklasse. Jeg kan primært huske, at hun kom baskende ind i et mageløst fuglekostume og skræppende meddelte, at nu var hun en kolibri. Det var første gang, jeg hørte ordet kolibri og i mange år sidenhen var meget påståelig, når nogen forsøgte at overbevise mig om, at kolibrier var bittesmå – for jeg havde jo med mine egne øjne, hvor kæmpestor hun var.
Ret kort efter var min bror og jeg i Riddersalen sammen med vores forældre. Og det jeg husker tydeligst fra den forestilling var, at vi i pausen mødte Jytte Abildstrøms far, som min far åbenbart kendte gennem sit arbejde.
De snakkede længe og meget hjerteligt sammen, og jeg lyttede opmærksomt, mens hendes far fortalte, hvor stolt han var af sin datter, hvor meget han glædede sig til at se resten af forestillingen og hvor dejligt det var, at mine forældre sådan bakkede op om Riddersalen ved at invitere os med i teatret. Da vi skulle tilbage til vores pladser, sagde min mor sagde til min far: “Hvor var det dog dejligt med en far, der turde være så eksplicit stolt af sin datter.”
Derefter gik der mange år, hvor jeg altid glædede mig over at vide, at Jytte Abildstrøm fandtes derude. Som et kæmpe forbillede med alle sine mange farver, krøllede hjernevindinger og sin gigantiske spændvidde. Sin insisteren på at være sig selv. Sit iværksætteri af Riddersalen, det fabelagtige økologiske inspirationshus og det skønne bofællesskab Munksøgård, hvor min bror og hans lille familie i dag bor. Og jeg elsker, at naturen og kulturen i hendes verden, projekter og tankegang var så tydeligt forbundne.
Og i 2023 faldt der så den skønneste orangehårede appelsin ned i min turban, da Malene Lunden og Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi havde inviteret mig til at lave samtalesaloner på deres fine festival Folkedybet.
For dér var Jytte Abildstrøm også på programmet og fortalte om sit livslange virke illustreret - som det fremgår af billederne - gennem både dukketeater, mimik og musiceren på sav.
For mig var det allerede kæmpestort, at hendes optræden ved en total tilfældighed foregik med en giga-version af et af mine samtalekort som baggrund. Kortet “Enabling Change” fra samtalespillet "The Rebuilders", der zoomer ind på alt det, vi kan lære af de gode folk fra Energiakademiets verdensomspændende grønne indsats.
Jeg var overbevist, om det peakede, da Jytte Abildstrøm efter sin egen optræden deltog i min samtalesalon om genfortryllelse. For jeg blev blæst helt bagover af hendes begejstring, da hun sad på forreste række under mit indledende inspiratiosoplæg og strålede som en sol. Men det fortsatte resten af aftenen, for da vi bagefter skulle videre til festmiddagen spurgte hun, om ikke jeg ville sidde ved siden af hende, for der var så meget hun gerne vil tale videre med mig om.
Der opstod de skønneste samtaler omkring det bord, hvor også hendes bordherre til den anden side formåede at fremkalde alt det skønneste i hende. Og hun og jeg blev begge rørt til tårer, da hun undervejs en passant sagde et eller andet om sin far, og jeg helt spontant udbrød "Åh ja, din far var jo så stolt af dig". Hun kiggede forståeligt nok noget forbløffet på mig, da jeg sagde det – og så fortalte jeg historien om dengang i Riddersalen for over 40 år siden, hvor vi havde mødt hendes far i pausen. “Det var jeg faktisk ikke klar over, at han sådan gik og sagde”, sagde hun: “Men det gør mig utroligt glad at høre.”
Der var mange fantastiske mennesker samlet til Folkedybs-festmiddag i dén sal på Samsø dén aften. Og det var meget rørende at bevidne, hvordan den ene efter den anden defilerede forbi for at fortælle Jytte Abildstrøm, hvor stort et forbillede hun havde været for dem – præcis som den epistel, jeg her deler med jer. Og hvor er det dog vigtigt, at vi alle husker at gøre netop det, mens dem, der har betydet meget for os stadig er i live…
"Wauw" tænkte jeg, mens jeg sad der ved hendes side: "Tænk at være så sprudlende fuld af liv, lyst, farver og virketrang så tæt på de 90 og have fremkaldt så meget godt og fint i så mange gode og fine mennesker".
Og nu hvor jeg skriver dette, tænker jeg tilbage på første gang jeg så hende som den kæmpestore kolibri dengang i børnehaveklassen - og på de mange voksne der rettede mig, når jeg blev ved med at insistere på, at en kolibri var kæmpestor. For selvom jeg efterhånden nu har måttet acceptere, at kolibrier ornitologisk set er bittesmå, så havde jeg sgu ret dengang:
Jytte Abildstrøm VAR jo kæmpestor.
Ligesom kolibrierne var hun den mest fantastiske bestøver, der i sjælden grad formåede at blive hængende i luften og være sig selv i al sin farvestrålende glans – mens hun bestøvede alle os andre omkring sig med sin iderigdom, farveglæde, humor og fremsynethed.
Hun var et omvandrende bevis på, at selvom man i den store sammenhæng er en lille bitte kolibri, så kan man godt have et kæmpestort vingefang – og hvis man tør baske kraftigt nok med vingerne, kan man sagtens flyve meget højere, end de fleste tør tro på, at vingerne bærer.
Jytte Abildstrøm var simpelthen en kolossal kolibri.