15 år med Borgerlyst, Samtalesaloner og mere handlekraft i hverdagen

Foto af Karen Siercke taget på Borgerlysts 10 års fødselsdag, hvor jeg under pandemien havde arrangeret en storstilet skattejagt med levende poster på Nørrebro.

I dag er det præcis 15 år siden, Andreas Lloyd og jeg skød Samfundslaboratoriet Borgerlyst i gang med en stor grundlovsfest i VEGA. Og ud af alle de projekter og eksperimenter, jeg gennem livet har sat i gang, er Borgerlyst og de Samtalesaloner, der udsprang af den samme magiske festaften, uden tvivl dem, der har påvirket mig og mit liv mest. Både på det professionelle og det personlige plan. Og nu hvor jeg højkoncentreret samler tankerne om alt det jeg har lært, oplevet og erfaret gennem de 15 år, udkrystalliserer der sig en vigtig erkendelse: at det, der i dette tilfælde gør så stor en forskel netop er, at det professionelle og det personlige plan gennem Borgerlyst – for mig – har vist sig at være så nøje forbundne.

Og her følger 5 nedslag i de seneste 15 år af mit liv, der viser, hvordan borgerlysten på en gang fuldstændig forandrede mit arbejdsliv og udviklede sig til at være en personlig livsstil.

Borgerlysts smukke patchworktæppe skabt af den grafiske designer Jan Rasmussen

1.     Fra dårlig borgersamvittighed til veltrænede borgermuskler og mere handlekraft i hverdagen

Ideen til Borgerlyst opstod i en kø, da jeg skulle stemme til kommunalvalget i 2009 og blev ramt af dårlig samvittighed over, at jeg ikke var en mere engageret borger. Ganske vist stemte jeg altid, men i tiden mellem valgene og folkeafstemningerne gjorde jeg aldrig noget; det var ikke fordi, jeg ikke opdagede alt muligt rundt omkring i samfundet, der kunne blive meget bedre eller fik ideer til fine forandringer. Men jeg tænkte altid bare ”nogen burde gøre noget” uden, at det faldt mig ind, at jeg selv kunne være den, der gjorde noget.

I dén kø besluttede jeg mig for, at når jeg trådte ud på den anden side af stemmeboksen, skulle jeg være en af dem, der gjorde noget. Det var med en vis indre bæven, at jeg således trådte ud i mit nye liv. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle tage fat – så jeg begyndte intuitivt et sted, der sidenhen har vist sig at være et rigtig godt sted at starte: Jeg begyndte at vende mine tanker med en masse forskellige mennesker…

Det var i sig selv grænseoverskridende for mig. For hidtil havde holdt min dårlige borgersamvittighed for mig selv. For jeg skammede mig. Jeg forstod ikke, hvordan jeg var faldet gennem det danske system, mens alle andre tilsyneladende var som fisk i vandet, når det gjaldt foreningsliv og frivilligtjanser. Hver gang jeg havde snuset til det, var jeg blevet skræmt af uendeligt lange generalforsamlinger, uoverkommelige opstartsopgaver eller spørgsmålet om ikke jeg kunne tænke mig at være med i bestyrelsen de næste to år allerede inden jeg rigtigt vidste, hvad det gik ud på.

Så jeg havde trukket følehornene til mig. Men nu lod jeg følehornene få frit spil igen, gennem mine samtaler om demokrati og handlekraft i hverdagen med alle jeg mødte på min vej. Og pludselig viste det sig, at overraskende mange andre gik med de samme tanker – de havde bare heller aldrig rigtigt turdet sætte ord på det.

En af dem, jeg talte med, var antropologen Andreas Lloyd, der snart efter sagde: ”Det der vil jeg gerne udforske og udvikle sammen med dig.” Og det blev begyndelsen på et vanvittigt inspirerende fagligt venskab, der i løbet af nogle måneder udviklede sig til Samfundslaboratoriet Borgerlyst – og ikke mindst Samtalesaloner, der udsprang af de samtaler vi satte i gang mellem gæsterne til vores store grundlovsfest, og hvor vi første gang opdagede kraften i at sætte fremmede til at tale med hinanden om vigtige, overraskende, spørgsmål.

I de 5 år, der fulgte, udviklede vi sammen en lang række eksperimenter og metoder – en slags infrastruktur for handlekraft i hverdagen. Vi skrev tre bøger sammen, holdt et uendeligt antal Samtalesaloner både i eget regi og for kommuner, ministerier og foreninger, havde en stor udstilling på Dansk Arkitektur Center om Borgerlyst og trænede i det hele taget hinandens borgermuskler, så vi til sidst var i topform, når det gjaldt om at udvikle ideer fra strøtanker til handling.

Og de 10 år, der er gået, siden Andreas og jeg bandt sløjfe på vores samarbejde og kastede os i hver vores nye projekter, har alt det vi lærte og skabte sammen, fortsat været med mig som en grundlæggende tilgang til det meste.

Jeg har lært værdien af at sende mine tentakler ud og dele mine tanker – også dem, jeg er knap så stolt over – for at trykprøve mine ideer; se, om de vækker genklang og finde gode legekammerater. Både på det professionelle og det meget private plan.

Jeg har oplevet, hvor langt Andreas og jeg kunne komme som to helt almindelige borgere, der hverken havde en stor organisation eller fondsmidler i ryggen – alene i kraft af vores egen borgerlyst og handlekraft. Og jeg har oplevet, hvordan vi ved at bruge os selv som forsøgskaniner lærte så meget om demokrati, fællesskaber og handlekraft, at jeg gik fra at have decideret dårlig borgersamvittighed til at blive inviteret med i et prestigefyldt udviklingsprojekt om nye rammer for Folketinget og blive udpeget til Danmarks Designråd for mit virke som samfundsdesigner.   

Andreas Lloyd og mig i den store Borgerlyst-udstilling på DAC - Dansk Arkitektur Center i forbindelse med grundlovsjubilæet i 2015 - og Borgerlysts 5-års-fødselsdag, der samtidig markerede afslutningen på vores tætte samarbejde.

2.     Laboratorielivet i beta, eksperimenterne og byggelegepladsen for voksne

Jeg har lært utroligt meget gennem mit samarbejde med Andreas, og det er ikke nogen hemmelighed, at meget af det mere teoretiske tankegods Borgerlyst er bygget på, er noget han bibragte vores samarbejde. Han er utroligt belæst og god til at destillere essensen til mig på en måde, som jeg så kunne ideudvikle videre ud fra.

Desuden havde Andreas skrevet speciale om den sociale software-bevægelse, hvor alting er ’i beta’ – under konstant udvikling, så man hyppigt udgiver ting i en acceptabel fejltilstand for hele tiden at kunne forbedre løsningerne på baggrund af brugernes tilbagemeldinger. Det var på daværende tidspunkt en helt ny tilgang for mig, der var trænet i at finpudse mine tekster og løsninger inden andre fik mulighed for at se dem.

Alt det her foregik også i det, man i bagklogskabens klare lys kan kalde ’de sociale mediers guldalder’, hvor mediebilledet i det hele taget gik fra det renskurede, fintpolerede til det mere spontane, kigget ind bag kulisserne, processerne. Alt og alle var i beta… Vi kaldte Borgerlyst for et samfundslaboratorium og opfordrede hele tiden os selv og hinanden til at tænke større, modigere ud fra credoet om, at hvis man ikke fejler i et laboratorium, har man ikke været modig nok. Det var vidunderligt befriende. Vi kunne sende en masse følere ud og se, hvad der fungerede, vakte genklang. Det var som én stor byggelegeplads for voksne. Vi havde det virkelig sjovt, og vi mødte en masse nye legekammerater, der knoklede for at nytænke de forskellige brancher og sektorer, og som inviterede os med i deres udviklingsprocesser.

I dag synes jeg, at samfundspendulet er svinget lige lovligt meget ud i beta-udviklings-tilgangen, fordi alt efterhånden bare er foreløbigt og alt for få gør sig den umage rent faktisk også at færdiggøre og finpolere. Så det er klart et af mine egne opmærksomhedspunkter nu: En gang imellem skal man også stoppe op, samle og gennemarbejde tankerne og færdiggøre sine ideer, designs og løsningsforslag, så vi ikke bare ender med en masse halvfærdige forslag.

Men grundfølelsen af, at jeg sagtens bare kan kaste mig ud på det dybe, ikke at vente på, at jeg ”bliver klar” og i stedet lydhørt lære undervejs i processen, har forandret mig for altid. Givet mig mulighed for at lege og eksperimentere og afprøve. En frejdig tilgang til det meste, som jeg utroligt nødigt ville være foruden.     

Engagementstrappen i sin reneste form.

3.     At tage min egen model-medicin

Nogle af de Borgerlystmetoder og -begreber, jeg ofte fortæller om, når jeg holder foredrag, benytter jeg mig også selv af i praksis. Engagementstrappen, der hjælper en til at dele sit projekt op i forskellige trin, så folk kan deltage på de præmisser og i det omfang, der bedst lader sig gøre for dem, har også gjort en kæmpe mental forskel for mig selv: Gennem Borgerlyst har jeg jo lært ufatteligt mange andre skønne mennesker og projekter at kende, som jeg alle sammen gerne vil støtte op om på forskellig vis. Og samtidig ved jeg også, at jeg er nødt til at holde klart fokus på mine egne initiativer, hvis de skal udvikle sig til mere end gode ideer. Derfor hjælper mig til at rydde op i mine egne tankegange og engagementer at tænke meget eksplicit over, hvilket trin på engagementstrappen, jeg befinder mig på i forhold til andre projekter.

Jeg ved selv, hvor afgørende en opmuntrende hilsen på det rette tidspunkt kan være – så når jeg ”kun” har mulighed for at være tilskuer, gør jeg mig i det mindste umage for at heppe højlydt på sidelinjen – og når jeg har luft i økonomien, bidrager jeg også meget gerne til crowdfunding eller forudbestillinger, fordi jeg selv ved, hvor afgørende den økonomiske kan være. Jeg strækker mig også ret meget længere end mit ellers så introverte jeg foretrækker for at kunne være deltager i andres initiativer. Og hvis der er mulighed for at lave et godt fagligt sammenskudsgilde, holder jeg også meget af at være medudvikleren, der bidrager til at realisere andres gode ideer. Så længe jeg ikke også forventes at være en el af det pligtvillige arbejde med bestyrelsesarbejde, projektledelse, fundraising og logistik. Det er i forvejen ikke min favoritdel af projektudvikling og fællesskaber, men jeg påtager mig selvfølgelig de nødvendige tjanser, når det er det, der skal til for at realisere og videreføre mine egne ideer. Men jeg ved efterhånden af bitter erfaring, hvor meget energi og hvor dybe frustrationer den det risikerer at koste mig – så den knappe ressource skal reserveres til mine egne projekter.

I praksis har denne tilgang den ret vidunderlige konsekvens, at jeg bliver inviteret med som ”grandkusinen” til fætter-kusine-festerne i snart sagt alle brancher. Jeg er ikke en af nøgleaktørerne eller hovedeksperterne, men jeg nyder det privilegie at få lov at arbejde tæt sammen med dem – og at have som en af mine største styrker, at jeg kan krydsbestøve med alt det, jeg har opsnappet, lært og afprøvet i andre brancher.

Et andet Borgerlyst-begreb, jeg altid har med mig er ’Det makroskopiske blik’ – igen inspireret af noget Andreas havde læst hos den franske filosof Joël De Rosnay. Det handler om at træne sit blik for, hvordan ens egne små hverdagshandlinger påvirker det helt store samfundsperspektiv eller verdens udvikling – og omvendt også at finde frem til, hvordan man trods alt selv kan handle og gøre en forskel i en verden, der ellers kan fylde os med modløshed og magtesløshed. Grundprincippet er at forstå på et meget grundlæggende plan, at det trods alt er bedre, at man selv gør de positive forskelle man trods alt har mulighed for at gøre – i stedet for at lade sig slå omkuld og gøre ingenting. Og det der især interesserer mig, er at udforske, hvordan man kan skabe handlefællesskaber, så der kommer lidt mere volumen på det hele. Det kan for eksempel være at gå fra selv at skære ned på sit kødindtag til altid som det naturligste i verden at servere vegetarisk mad til større arrangementer. At lave fælles kompostindsamling i baggården. At lade flere haver eller større stykker græsplæne vokse vildere for at hjælpe biodiversiteten lidt på vej. At tage sig tiden til at dele sine erfaringer, metoder og løsningsforslag, så andre kan lære af dem og bygge videre på dem, i stedet for altid bare at farte med fuld kraft frem mod de næste udfordringer…

Både engagementstrappen og det makroskopiske blik hjælper mig til meget hurtigt at afkode projekters og ideers styrker og svagheder. Når det gælder andres projekter, hjælper det mig til at gennemskue, hvordan jeg bedst kan bidrage. Når det gælder mine egne projekter, hjælper det mig til at finde de åbne flanker. Og måske vigtigst af alt: Nemt at kunne se den helt store mening med selv de mindste handlinger, så jeg faktisk får dem gjort, selvom de umiddelbart kan forekomme ligegyldige.    

Fra Susanne Exners papirblomst-værksted, der var en del af den lejrskole for voksne jeg holdt i anledning af min 50-års fødselsdag - hvor genfortryllelsen og poesien var i højsædet.

4.     Genfortryllelsen, poesien og æstetikken som ledestjerner

En af de vigtigste ting jeg har lært, er også, hvor afgørende poesi, æstetik og fortryllelse er for, at gode ideer for alvor får vinger. Jeg ser mange gode og vigtige ideer omkring mig, der aldrig rigtigt får flyvehøjde, fordi der ikke er blevet kælet nok for deres æstetiske udtryk. Det handler selvfølgelig om navngivning og sprogbrug. Men det handler også om det visuelle udtryk – og her er jeg så privilegeret, at jeg i 25 år har arbejdet tæt sammen med den fænomenale grafiske designer Jan Rasmussen. For han formår virkelig at klæde mine ideer på. Det var ham, der fik ideen til – og tegnede – Borgerlysts smukke patchworktæppe ud fra grundideen om, at de fleste af os en gang imellem har lidt ekstra overskud i hverdagen, som vi egentlig gerne vil bruge i en større sags tjeneste. Men at vi mangler infrastrukturen til at få samlet det sammen, så det ikke bare løber ud i sandet. Ligesom når man samler en masse små tøjlapper, der ellers bare ville være blevet smidt ud og syr dem sammen til et smukt patchworktæppe.

De poetiske og æstetiske virkemidler – og den genfortryllelse af verden, jeg er så optaget af – er dog især noget, jeg selv har arbejdet videre med i Samtidens Akademi, Genopbyggerne og Concopia, hvor genfortyllelsen, kunsten, æstetikken og poesien udgør en væsentlig del af initiativernes grund-DNA. Her har jeg også udviklet nogle helt nye former for samvær og læringsfællesskaber – blandt andet med lejrskoler for voksne og skattejagter, hvor levende poster har fortalt om det, de brænder for. Senest har jeg under Concopias Mikrosaloner om Afmagt&Håb set, hvor afgørende det er for handlekraften og troen på, at det nytter, at de helt store samfundsperspektiver bliver iblandet spørgsmål fra kategorierne ”Endangered Skills” og ”Reenchantments”, der på en gang forankrer og fortryller samtalerne på en måde, der bringer nye ideer og fortrøstning i spil – mens det godt kan være uoverskueligt overvældende, hvis samtalerne udelukkende tager fat på de helt store spørgsmål hele tiden.  

Forsiden til den første udgave af mit tværvidenskabelige kunstmagasin Reflexioner, der var mit allerførste større iværksætterprojekt. Skabt af Jannie Weimar og Jan Rasmussen - allerede dengang med en faible for sommerfugle.

5.     Sommerfuglemodellen som alternativ forretnings- og levnedsmodel

Og så er der selvfølgelig den økonomiske side af sagen. For jeg har nu været selvstændig i 25 år, og har brugt en meget stor andel af min arbejdstid på alle disse frivillige initiativer for samfundets skyld – og indimellem har jeg også lagt temmelig mange penge i udviklingen, trykket og produktionen af de forskellige løsninger.

Og hvordan har det så kunnet lade sig gøre uden fondsmidler og støtte udefra? Det kan det for så vidt heller ikke, for det er klart, at jeg kunne have tjent utroligt mange flere penge, hvis jeg havde brugt al den tid på opgaver, jeg tjente penge på og havde fået andre til at finansiere eksperimenterne.

Men indeni min krøllede hjerne føler jeg i stedet, at jeg har købt mig frihed. Frihed til at gøre tingene kompromisløst og med fuldt ejerskab. Frihed til at kunne gøre tingene i mit eget tempo – hvilket indimellem betyder, at knokler dag og nat i månedsvis, men også indimellem betyder at jeg hiver 3 måneder ud af kalenderen og rykker til et andet sted i verden; at jeg har taget mig utroligt meget tid til at passe min skønne nevø og niece, da de kom til og kunne hente dem fra vuggestue og børnehave og lege igennem med dem i en grad så Solvej, da hun var helt lille, og jeg lige var nødt til at tage en hastetelefon, kiggede på mig med store forundrede øjne og spurgte: ”Har DU et arbejde?” Mit fleksible arbejdsliv har givet mig mulighed for at afprøve en masse ting som voksen nybegynder, at lade venskaber og erotiske eventyr blive altopslugende, at fordybe mig i mærkværdige interesser af ren og skær lyst; at gøre mig umage med detaljer, inden andre end jeg selv nogen sinde opdager; at blive hængende en ekstra dag i de byer og landsdele, mine mange foredrag har bragt mig rundt til. Og med sindsro hvile i, at det alt sammen på en eller anden måde også er med til at stemme ”mit instrument”. Ikke fordi jeg nogensinde har været bange for at bruge tid på noget ”unyttigt”. Men fordi jeg efterhånden så mange gange gennem livet har oplevet, at ting jeg ellers mest havde brugt tid på for min egen interesses eller fornøjelses skyld, viser sig at være lige præcis det magiske enzym, der gør hele forskellen i en ideudviklingsproces.

Så jeg plejer at referere til min forretningsmodel som ”Sommerfuglemodellen”. Her udgør alle mine kæpheste og grundværdier sommerfuglens krop – og jeg siger aldrig ja til en opgave eller kaster mig ud i et nyt projekt, medmindre det er i overensstemmelse med disse værdier.

Men derfra kan jeg gå til opgaverne på to væsensforskellige måder. På sommerfuglens ene vinge befinder alle mine egne projekter og eksperimenter sig. Her er der ingen penge i det for nogen – ofte sætter jeg ligefrem penge til på at realisere dem. Til gengæld kan jeg tillade mig at være fuldstændig kompromisløs i udførelsen af dem. Så det er også lidt min egen interne ”innovations- og udviklingsafdeling”. Her tillader jeg mig at afsøge alle svinkeærinderne, gøre tingene ”the long, hard, stupid way” og at begå en masse af de fejl, jeg synes er så vigtige at turde at begå – men som jeg trods alt hellere begår på mine egne projekter, end når jeg løser opgaver for mine kunder. Det svarer lidt til, at jeg gerne kaster mig ud i vilde gastronomiske eksperimenter, når jeg lader mad til mig selv, så jeg har lidt mere en fornemmelse af, hvad der fungerer, når jeg inviterer gæster. På den vinge har jeg også virkelig nydt godt af gode venners udbredte hjælp og støtte – og ikke mindst af min ven Thomas Madsen-Mygdals generøsitet.

På sommerfuglens anden vinge, er præmisserne helt anderledes. Her løser jeg opgaver for museer, ministerier, erhvervslivet, kommuner, foreninger, hvis projekter ligger i forlængelse af de samfundsforandringer, jeg gerne vil være med til at skabe – og hvor de så har musklerne, eksperterne og økonomien til at føre dem ud i livet. Det kan være alt for Drømmesamtaler, som Jan Rasmussen og jeg lavede for Ældresagen for at styrke samtalerne mellem de ældre, plejepersonalet og de pårørende, og som i dag bliver brugt i hele landet og gør en markant, målbar forskel… til SMK - Statens Museum for Kunst, hvor jeg har holdt en lang række samtalesaloner i samlingerne, været en del af deres samtalebaserede audioguide, lavet en stor guldalderudforskning sammen med Helle Solvang og været med dem i USA som salonnière på åbningsmiddagene, da de åbnede en stor guldalderudstillingen sammen med The Metropolitan Museum of Arti New York og The Getty i Los Angeles.

Disse opgaver elsker jeg også, fordi jeg lærer så utroligt meget af at arbejde sammen med de dygtigste mennesker fra de forskellige organisationer og kan se, hvor store vigtige samfundsforandringer løsningerne skaber. Men også fordi de hjælper med at forankre mig og mine tanker og metoder i den virkelighed, der gør sig gældende i de forskellige organisationer.

Med Concopia er jeg nu nået til et punkt, hvor det ville gøre en kæmpe forskel med fondsmidler, fordi vi har så store internationale ambitioner, at sommerfuglens modeller trods alt ikke kan bære det – i hvert fald ikke verdenssituationen taget i betragtning, hvor det kun kan gå for langsomt med ambitionen: ”Reconnecting Humanity Through Conversations”. Men set i bakspejlet med det 15 år lange perspektiv, er jeg virkelig positivt overrasket over, hvor langt og højt sommerfuglemodellens vinger trods alt har båret.    

Seneste skud på stammen er de internationale samtalekort Concopia Cards - men grundDNA’en er den samme. Det handler stadig om at nytænke og genfortrylle verden…

Tak, tak, tak derude!

Åh jeg har så ufatteligt meget mere på hjerte. Men Andreas og jeg HAR så også for længst skrevet lange bøger om Borgerlyst og Samtalesaloner, hvor man kan læse meget dybere og grundigere om det hele. Så jeg vil stoppe denne tankestrøm her og sige tak til alle jer, der har fulgt med gennem årene. Heppet på sidelinjen, bakket op, deltaget, støttet økonomisk, bidraget med jeres vid, været medudviklere – og selvfølgelig mest af alt til Andreas Lloyd for at være ”the second guy dancing” og dermed løfte mine Borgerlyst-drømme fra mit eget tankespind til et virkelig handlekraftigt samfundslaboratorium.