Stedernes intelligens.
Jeg har altid være meget inspireret af tanken om, at steder har deres egen særlige intelligens. Derfor har det også været vigtigt for mig, at mit virke ikke skulle være bundet til et særligt sted – men at der for Samtidens Akademis vedkommende er tale om et ‘nomade-akademi’, der kan flytte sine aktiviteter rundt alt efter, hvad vi sammen skal lære, undersøge eller udforske.
Akademiets Kunstskole&Kaffeslabberas foregik i de smukke samlinger på SMK – Statens Museum for Kunst. Lejrskolen om Stjerner foregik på Brorfelde Observatorium. Til Lejrskolen om Løvspring trak vi i gummistøvlerne og lavede udelukkende mad med ukrudt samlet i skovene omkring Lundsgaard Gods. Skal vi tale om mørke, går vi på mørkevandring med MYRKR.
Ikke alene tror vi på, at det inspirerer os til at lære på en helt anden måde; det ansporer os også til at komme rundt til dejlige steder, de fleste af os ellers kun besøger alt for sjældent.
Et virkelig inspirerende eksempel på genius loci var Frost Festival, som min bror Mikael Pass i flere år var direktør for - og hvor han koblede musikken med helt særlige steder.
Det er også det vigtige princip bag mine mange skattejagter.