borgerlyst
Begreb introduceret af Andreas Lloyd og Nadja Pass som en del af deres arbejde i Samfundslaboratoriet Borgerlyst. Dækker over lysten til at gøre noget andet og mere end sin borgerpligt. Et fælles drive og ønske om at udvikle og forbedre samfundet til vores fælles fordel. > Hun tænkte ved sig selv, 'det her kan blive bedre' og mærkede borgerlysten boble i sig.
Borgerlyst
Samfundslaboratorium, der gør det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har udgivet bøgerne "Borgerlyst - handlekraft i hverdagen", “Borgerlyst – En projektbiografi” og "Samtalesaloner - små skub, der får folk til at falde i snak". Borgerlyst blev stiftet af Andreas Lloyd og Nadja Pass grundlovsdag 2010. Undervejs i arbejdet har vi i høj grad brugt os selv som forsøgskaniner, og i dag bruger vi begge alt det, vi har lært og de redskaber vi har udviklet i vores aktuelle virke.
Alle bøgerne er grafisk bearbejdet af Jan Rasmussen, der gennem 25 år har skabt de visuelle universer, der har bragt Nadjas ideer til live.
Samtidens Akademi bygger i høj grad på Borgerlysts redskaber og tankegods.
Udstilling om Borgerlyst på DAC - Dansk Arkitektur Center. Et helt område dedikeret vores metoder og redskaber som en del af udstillingen ‘Fællesskab din By’.
Det smukke patchwork-tæppe, Jan Rasmussen og Kristian Eskild Jensen skabte til Borgerlyst ud fra tanken om, at de fleste af os ofte oplever et lille ekstra overskud i hverdagen, hvor vi gerne vil bidrage til noget større – eller har en borgerlysten ide, vi bare ikke ved, hvordan vi skal komme videre med.
”Og så er det,” som Jan forklarede, da han viste os tæppet første gang: “Ligesom med Amish-folket, der samler alle de gamle stofrester og syr den sammen til store smukke tæpper. Ingen af de små stoffer var nok i sig selv – men tilsammen bliver de til noget smukt. Det er jo det samme I vil med Borgerlyst - skabe rammerne, så vi har et sted at gå hen med vores borgerlyst, så alle de små timer, ideer og handlinger tilsammen kan blive til noget stort.”