Acceptabel udviklingstilstand.

Når man 'er i beta' lever man med, at tingene aldrig bliver 'klar' eller 'færdige', men altid er udtryk for et nedslag i processen, en 'acceptabel fejltilstand'.

Når man arbejder i beta bliver det nemmere at invitere andre med ind i udviklingsprocessen, erkende sine fejl og tilpasse produktet efterhånden som man bliver klogere.

Min tilværelses grundtilstand er, at jeg konstant er i beta. Jeg tester ofte og meget. Trykprøver konstant. Laver skitser og kladder og prototyper. Forbeholder mig altid retten til at blive klogere – og justere retningen undervejs.

Og ind i mellem laver jeg så nogle konkrete nedslag i udviklingsprocessen, hvor jeg skriver en bog, der samler alle mine aktuelle tanker – som håndbøgerne om Borgerlyst og Samtalesaloner eller samtalekortene Genopbyggerne og Concopia.

Udtrykket ‘at være i beta’ lærte jeg for alvor af Andreas Lloyd under vores Borgerlyst-samarbejde. Han havde kort forinden skrevet speciale om Social Software-bevægelsen, der er karakteristeret ved netop at være i konstant beta. Teste meget og ofte og lære af brugernes reaktioner og rette de fejl, de måtte opdage undervejs.

Det var meget inspirerende for mig at prøve at arbejde mere på den måde, og der er ingen tvivl om, at meget af den enorme handlekraft vi oplevede under vores Borgerlyst-samarbejde skyldtes netop denne tilgang. Det var befriende at kalde det et samfundslaboratorium, for i et laboratorium må man gerne begå fejl - ellers har man ikke været modig nok. Og det var en lettelse at dele vores tanker, mellemregninger, prototyper undervejs – og invitere folk med i udviklingsprocessen.

I dag – snart 15 år senere – kan jeg dog godt kigge ud over det samlede medie-, kunst- og kulturlandskab og tænke, at der ind i mellem går lidt FOR meget beta i den. At jeg nogen gange savner værker og udstillinger, der er blevet til helt uden medskabelse - og at lidt for meget forbliver lidt FOR foreløbigt. At der nogle gange mangler at blive trukket de streger i sandet, der kræver endeløse korrekturfaser og økonomiske risici op imod en trykstart. At jeg kan savne det uhyre gennemarbejdede, kompromisløse.

Den eftertanke eller længsel ændrer på ingen måde, at beta-tankegangen har givet mig utroligt meget på at kaste mig ud i noget nyt, befinde mig på usikker grund. Den skærper bare min opmærksomhed på, hvor vigtigt det også indimellem at samle tankerne, bearbejde dem grundigt og udgive dem, som et gennemarbejdet værk man tør stå ved. Og som kan stå. Længe.

–