Da jeg var yngre, skænkede jeg ikke min krop mange tanker. Jeg skrev digte om, hvordan kroppen mest af alt var min sjæls hylster, og var ofte frustreret over, at den bandt mig til jorden, mens jeg mest af alt havde lyst til tage på tankeflugt og forlyste mig de andre sære sjæle.

Sådan har jeg det ikke længere. Ganske vist skænker jeg stadig ikke min krop mange tanker, når det kommer til at leve op til skønhedsidealerne. Men efter jeg for nogle år siden blev ramt af alvorlig sygdom, er jeg blevet mig smerteligt bevidst om, hvor afhængig jeg og mit virke, at kroppen fungerer. Og nu hvor jeg er ved at komme lidt op i alderen, oplever jeg den ene skønånd efter den anden omkring mig, hvis skavanker i høj grad påvirker… ikke så meget deres virkelyst, der for så vidt stadig er intakt… men deres kræfter og overskud til at føre deres store ideer ud i livet.

Og så er der den sanselige og lystfulde side af alt det, der også er tæt forbundet med kroppen - og som på vidt forskellig vis også er med til at fodre sjælen. Så i de senere år er jeg i stigende grad blevet optaget af samspillet mellem sjæl og krop.

Ikke mindst, fordi vi i de seneste årtier har haft så travlt med at lære at blive digitale, at vi i mellemtiden helt har glemt at træne resten af vores sanser og har ladet meget af vores anatomi forkrøble.

Jeg er stærkt inspireret af vidt forskellige gamle dannelsesbegreber, der på hver deres måde lægger vægt på ‘det hele menneske’. Uanset, om man tager fat i det græske Eudaimonia-begreb, det jødiske ‘Mensch’, Grundtvigs insisteren på, at det liv vi lever, er så dyrebart og enestående, at man bør agte det eller renæssancens idealer er fællesnævneren, at det handler om at stræbe efter at blive den bedst mulige udgave af sig selv – og gøre mest muligt til fordel for det fælles bedste.

Så jeg sætter mine kræfter ind på at skabe initiativer, der genoptræner vores anatomi. Håndværket, håndgerningerne og det håndgribelige. Genopdyrke vores fornemmelse for det multidimensionelle. Materialerne. Det taktile.

I en tid, hvor vi ellers zoomer ind på skærmene, opfordrer jeg os til at strække øjne. Skærpe vores lydhørhed. Træne vores borgermuskler. Lytte til vores mavefornemmelse. Lade tankerne løbe uendeligt lange svinkeærinder gennem vores hjernevindinger. Smage opmærksomt på alt, der rører vores læber. Gå de nødvendige omveje. Følge vores hjerter.