Jeg tilhører en generation, der kommer til at blive helt unik i verdenshistorien. Vi kommer til at være de eneste, der voksede op stort set analogt - og samtidig i vores ungdom var dem, der var med til at præge og drive den digitale udvikling. Vi er ikke ‘digital natives’, men på mange måder ‘digitale pionerer’.

Det betyder også, at vi har et særligt ansvar for at bygge bro mellem generationerne – viderebringe det bedste fra den analoge verden, husrådene, erfaringerne, håndelaget fra de ældre generationer, før det er for sent. Og samtidig bidrage til at styrke de digitalt indfødtes fornemmelse for alt det, de ellers ikke naturligt får en førstehåndsoplevelse med. Sanseligheden i 1000 dimensioner som kontrast til skærmenes 2-dimensionelle oplevelse af verden. Historiens lange linjer. Materialefornemmelsen. Pauserne. Alt det man kan lære af de fejl, men uvægerligt begår, når man ikke lige googler sig til den bedste løsning. Det smukke i svinkeærinderne, man opdager, når man undlader at spørge GPS’en om vej. Forsvindingspunkterne, når man tillader sig selv at blive lidt væk. Fjernværet. Kedsomhedens kreative kraft.

Jeg har været så heldig at få dybe og nuancerede indblik i den digitale udvikling gennem årene, fordi min nære ven Thomas Madsen-Mygdal, utrætteligt har inviteret mig med til sine store tech-festivaller og tænketanke om det digitale, hvor jeg har mødt mange af dem, der gennem de seneste 30 har præget og skabt den digitale udvikling.

Men jo hurtigere udviklingen går, jo mere bliver jeg bevidst om, hvor vigtigt det er at værne om alt det andet. Og selvom jeg gerne bidrager til og deltager i den digitale udvikling, når Thomas kalder, bliver jeg stadigt mere bevidst om, at det, hvor jeg primært kan bidrage er ved at styrke alt det andet.

Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at vi har forsømt at vedligeholde vores analoge færdigheder, fordi vi fik så travlt med at blive fortrolige med det digitale. Der altid er under så kontant forandring, at man altid er bagud.

Så jeg bruger meget tid og tankekraft på at udvikle løsninger, der trives i spændingsfeltet mellem det analoge og det digitale. Trækker på det bedste fra hver af de to tilgange.

I de første år på Samtidens Akademi arrangerede jeg en lang række udflugter til forskellige museer, hvor vi gennem dybe samtaler udforskede udvalgte værker. Og jeg inviterede til Bindestue, Broderi & Fortællinger og Søndagsskoler om alt fra Spil til Langsomhed og Ansvarlighed, hvor vi meget fysisk satte os selv på skolebænken igen og undervejs syslede med hænderne, som da vi for eksempel linoleums-snittede vores egne frimærker.

Da coronatiden så ramte, arbejdede jeg på at bringe sanseligheden ind i de mange videomøder og digitale fællesskaber - især gennem Facebook-gruppen Samtidens Akademi – fjernundervisning for voksne, hvor jeg hver dag skrev Rektors Lektion om mine aktuelle tanker og færinger under nedlukningerne og skabte grundbund for, at de mange deltagere lavede studiegrupper og underviste hinanden i alt det, de var gode til. I en form for gensidig mesterlære.

Her et opslag fra Genopbyggerne, hvor jeg fabulerer over digitaliseringen: