Person, der bidrager aktivt til at udvikle en ide. Næstøverste - og meget vigtigt - trin på engagementstrappen.

På medudviklertrinnet har man en høj grad af selvstændighed og mulighed for at præge projektet. Initiativtagerne stoler på en og man får derfor en høj grad af handlefrihed til at føre sine tanker ud i livet. Men det er også i høj grad medudviklerne der bestyrker initiativtagerne i troen på, at ideen måske ikke er så tosset endda - at andre ikke alene genkender de udfordringer, initiativtagerne gerne vil løse, men også påtager sig et ansvar for at være med til at løse dem. Derfor er medudviklerne ofte fuldstændig afgørende for, at en ide udvikler sig fra tanke til handling. Hvis ikke medudviklerne melder sig på banen, fremstår initiativtageren ofte som en ensom tosse - og projektet bliver sandsynligvis ikke til så meget, selvom ideen og intentionen var rigtig god.

Denne lille film om betydningen af "the first follower" har efterhånden udviklet sig til en klassiker. Og det med rette, for vi har en udbredt tendens til at overfokusere på initiativtageren eller iværksætteren og glemme, hvor afgørende opbakningen er:

https://www.ted.com/talks/derek_sivers_how_to_start_a_movement

Samtidens Akademi er bygget ved hjælp af mange medudviklere. Under udviklingen af Reflexioner, Borgerlyst og Samtalesaloner har jeg - Nadja Pass - altid været dybt afhængig af den fantastiske grafiker Jan Rasmussen, der ikke alene er en virkelig god sparringspartner, men også er manden bag de poetiske visuelle universer, som jeg aldrig selv ville kunne have skabt. Det er Jan, der klæder mine tanker på, så resten af verden intuitivt afkoder dem. Og det er Jan, der fik ideen til at hylde de gamle anskuelsestavler i akademiets grafiske udtryk.

Medudviklerne er også mine gode venner og samarbejdspartnere, der altid tager sig tid til en gåtur for at sparre på nye ideer eller låne en skulder, når det hele koger lidt over.

Men i Samtidens Akademi er det også ekstremt konkret, hvordan medudviklerne har taget teten på at udvikle kurser og nedsætte samtidskommissioner, der er med til at give skelettet fylde og krop. En ting er, at jeg skaber rammerne. Men det er først, når medudviklerne begynder at udfylde, udfordre og sprænge rammerne, at ideen for alvor får liv.

Læs mere konkret hvordan det faglige sammenskudsgilde bag Samtidens Akademi blev stablet på benene under Initiativtager.

Forrige
Forrige

Næste
Næste