En struktur, der på én gang fungerer som en samlende ramme, hvor en masse meget selvstændige individer på en gang har frihed nok til at gøre tingene på deres måde og fleksibilitet nok til at gøre det, så det passer ind i deres vidt forskellige hverdage og prioriteringer. Og får alle fordelene af at handle i flok.
Når jeg tænker på velfungerende løst koblede fællesskaber ser jeg en atomkerne for mig med med skaller omkring. Kernen i midten er den sag eller den samtidsudfordring, fællesskabet samles om og forpligter sig til at samarbejde om.
Skallerne rundt omkring repræsenterer os hver især som individer. Vi følger hver vores egen bane, men kredser om den samme sag. Undervejs strejfer vores baner måske andre atomkerner – sager, som vi også interesserer os for og forpligter os på eller andre ting, vi prioriterer højt, som arbejde, børn, hobbies eller andre af livets store spørgsmål. Dem bruger vi hver især også vores tid på – men det er i princippet ligegyldigt for alle de andre, der også kredser om den samme sag, hvad vi gør med vores øvrige tid eller hvilke holdninger og interesser vi i øvrigt har, så længe vi løser de opgaver, vi har forpligtet os på, i dette givne fællesskab.
På den måde bevarer alle deres optimale frihed til at tænke, mene og prioritere som de vil – samtidig med, at vi sammen får løst de opgaver, vi har forpligtet os på i en større sags tjeneste.
Hvorfor?
Efter at have været selvstændig i 20 år år har jeg indgået i mange forskellige samarbejdsformer, kontorfællesskaber og lært mange organisationer i mange brancher godt at kende indefra. Og jeg har altid undret sig over, hvor svært det er at skabe samarbejder og fællesskaber, hvor de enkelte individer på den ene side bevarer deres fulde frihed og fleksibilitet – og på den anden smidigt har mulighed for at samarbejde og løfte i flok.
Derfor afprøver jeg flittigt andre former for samarbejde og forpligtende samarbejder. Et løst koblet fællesskab, der både kan rumme selvstændige og fastansatte – enkeltindivider og store organisationer.
Ideen er på den ene side at skabe stærke fællesskaber, hvor alle der bidrager helt tydeligt får meget mere ud af at være en del af fællesskabet, end at handle hver for sig.
Som selvstændig kan det ofte være en udfordring, at man ikke får videreuddannet sig selv nok, at anskaffelsen af alt fra teknologi til forsikringer bliver uforholdsmæssigt dyrt, fordi man står alene – og at kunderne ofte vælger større organisationer, fordi de er utrygge ved at lægge store opgaver hos en enkelt person.
Så man står samtidig stærkere, når man indgår i løst koblede fællesskaber. Det bliver nemmere at
- lære en masse nyt, fordi vi krydsbestøver hinanden med viden, metoder og perspektiverpulje kompetencer, tid og energi
- få indblik i andre brancher og sektorer end dem, vi allerede kender
- påtage os langt større opgaver, end nogen af os ville have kunnet løse alene
- ud fra den klassiske andelstanke at kunne få adgang til langt bedre faciliteter og ‘produktionsmidler’ - og på sigt måske også at kunne få samlede tilbud på pensionsordninger og forsikringer.
Som fastansat kan det ofte være svært at få lov at dykke ned i de spørgsmål, man egentlig brænder for. Meget arbejdstid går med ret ligegyldige møder, administrative forpligtelser og brandslukningsopgaver – eller de emneområder man egentlig valgte studieretning og job for at arbejde med har trange kår på arbejdspladsen. Man bliver ikke set og hyldet for at nørde igennem på det, hvis det ikke er ‘on strategy’ og succesen målbar her og nu. For de fastansatte bliver det løst koblede fællesskab en platform, der gør det nemmere at udbyde kurser i det man virkelig brænder for, afprøve nye oplæg og metoder i praksis, få indblik i hvad der sker i andre sektorer, fag og brancher. Og lære noget nyt, uden at det kræver, at man melder sig et aftenskolekursus hver tirsdag i et halvt år, når man ved, at man kun ville kunne hver tredje gang.
Og endelig fungerer de løst koblede fællesskaber også som et samlingspunkt for alle dem, der af en eller anden grund er helt udenfor arbejdsmarkedet, selvom de har utroligt meget at byde på. Og som i dag ikke rigtigt ved, hvor de skal gå hen, når de har lidt ekstra overskud i hverdagen. Pensionerede eksperter, der ville kunne øse af deres årelange erfaringer. Forældre har droslet ned på arbejdsræset, mens børnene er små, men gerne stadig vil være med engang i mellem. Dem på sygeorlov. Folk, der lige nu og her er mellem jobs og gerne vil bruge tiden fornuftigt. Skilsmisseforældre, der er tæt bundet op i de uger, de har ungerne, men gerne vil bidrage til samtiden i de uger, hvor de ikke har børnene. Kunstnere, filosoffer og forfattere, der trænger til at få hvirvlet tankerne lidt op, når de i lange perioder har arbejdet isoleret og fokuseret.
Uanset om man er fastansat, selvstændig, pensioneret eller på orlov er det vigtigt, at Samtidens Akademi tilbyder en tilpas løs struktur til, at hver enkelt har fuld frihed og fleksibilitet til at prioritere og planlægge sin egen hverdag.