Nærmest uundgåelig del af enhver udviklingsproces.

Opstår typisk, når man har lagt utroligt meget energi i at skulle lancere noget nyt og har levet i undtagelsestilstand lidt for længe. Indtræffer især, når man efter en ellers vellykket lancering møder andres konstruktive - og velmente - kritik og udviklingsforslag, mens man stadig selv er alt for udmattet til at kunne gøre noget ved det.

For at undgå at falde alt for dybt ned i de iltløse huller, er det vigtigt at have lagt nogle honningdepoter i form af fastlagt selvforkælelse, så man får taget de tiltrængte pauser i stedet for at køre endnu hårdere - og at man har nogle nye spændende delopgaver at tage fat på umiddelbart efter lanceringen, så man kan trække sig selv op af det iltløse hul igen.