Hvis Samtidens Akademi var et hof, var vi et hof, der udelukkende bestod af hofnarre. Her taler vi altid frisprog, og er ikke bange for at gøre os selv til grin. Det er både os, der rejser de spørgsmål, ingen andre tør stille - og os der bidrager til at genfortrylle verden med kunst, kultur, ånd og et strejf af magi.

Men hvor tidligere tiders hofnarre ofte var alene om at udfordre vanetænkningen og beslutningstagerne - og hvor mange af os, der i dag samles på akademiet tidligere følte os ret alene med vores tanker, ideer og drømme - er vi på Samtidens Akademi mange ligesindede. Mange, der fra hver vores vinkel, med hver vores faglige indsigt, på baggrund af hver vores personlige erfaringer samles for at løfte i flok.

Men lad dig ikke narre. Det er ikke for sjov. Nok er vi ekvilibrister og livsartister. Men Samtidens Akademi er ikke et cirkus. Det er gravalvorlige spørgsmål, vi samles om. Det er langtfra lutter latter. Men vi bliver så kollektivt handlingslammede af alle dystopierne. Hvis vi skal kunne gøre en forskel, bliver vi nødt til at turde drømme og tænke stort igen. Strække os efter utopierne.

Lad os sammen bevise, at utopierne ikke behøver at være så utopiske endda. Lad os samle vores kræfter, pulje vores viden, udvikle sammen. Lad os sætte en masse eksperimenter i søen. Mange vil mislykkes, men nogle vil lykkes. Lad os sætte vores lid til, at humlebier jo trods alle odds faktisk kan flyve, og acceptere, at det nok bliver op til tosserne at redde verden, når nu ingen andre rigtigt tør. Lad os pulje det bedste, vi har lært, for sammen at styrke alt det, vi har kært.