Model, der hjælper initiativtagerne til at udvikle nye projekter og invitere andre til at deltage i projektet.
Hvert trappetrin beskriver forskellige måder, man kan deltage på med forskellige grader af ansvar og engagement. Trinene beskriver desuden de forskellige motivationsfaktorer, der inspirerer andre til at deltage i projektet på hver deres præmisser.
Redskabet er et af de stærkeste, Andreas Lloyd og jeg – Nadja Pass – udviklede under vores samarbejde om Samfundslaboratoriet Borgerlyst.
Du kan læse meget mere om engagementstrappen – og hvordan den skaber de optimale rammer for medudvikling – her >>
I sin enkleste form ser engagementstrappen sådan her ud:
Illustration af Kristian Eskild Jensen til vores bøger om Borgerlyst og Samtalesaloner
Udviklingen af Samtalesaloner er et virkelig godt eksempel på, hvordan en engagementstrappe kan udvikle sig. Andreas Lloyd og jeg skabte ideen på grund af vores egen længsel efter flere semi-offentlige rum, hvor vi kunne falde i snak med fremmede om vigtige spørgsmål.
Ideen krystalliserede sig for alvor, da vi til vores åbningsfest for Samfundslaboratoriet Borgerlyst grundlovsaften 2010 koblede gæster sammen to og to, hvor de sammen skulle udforske overraskende spørgsmål. Og vi blev helt blæst bagover da vi så, hvor rødkindede, opløftede og borgerlystne gæsterne blev, da de blev ‘tvunget’ til at tale med nogen andre end dem, de allerede kendte, om noget væsentligt.
Herefter påtog vi os at være de pligtvillige initiativtagere, der en gang om måneden afholdt Samtalesaloner, mens vi afprøvede nye øvelser, måder at formulere spørgsmålene på, emner, samtalemenuer, værtsformer, konstellationer. Vi var voksne nybegyndere og brugte os selv som forsøgskaniner.
Hurtigt begyndte de nysgerrige tilskuere at strømme til. Længslen efter dybe samtaler viste sig at være stor – og snart forvandlende flere af de nysgerrige sig til stamgæster. Det voksede sig hurtigt stort – og på grund af vores Creative Commons Licens og alle de overvejelser, materialer og erfaringer, vi hele tiden delte, var det nemt for andre at tage ideen til sig og starte deres egne samtalesaloner rundt om i landet. Det bragte os rundt i landet for at møde en masse af de skønne ildsjæle, der tog ideen op – og sågar til både Færøerne og London.
Desuden kom der mange medudviklere til – mit favoriteksempel er tekstildesigneren Marie Tarpø, der spurgte, om hun måtte håndbrodere nogle af spørgsmålene fra vores mange samtalemenuer på nogle duge, der skulle bruges ved en samtalemiddag på Roskilde Festival. Det ville hverken Andreas eller jeg nogensiden have fundet på – og selv, hvis vi havde fået ideen, ville vi aldrig have kunnet føre den ud i livet.
Men i Marie Tarpøs kyndige hænder forvandlede alle vores spørgsmål og ideer sig til dette smukke resultat:
